Hans Purrmann
Farvens kraft
⭐⭐⭐⭐⭐ Kristeligt Dagblad
⭐⭐⭐⭐⭐ Børsen
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ Politiken
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ Kulturformidleren
På kant med Nazityskland og nær ven med Matisse insisterede Hans Purrmann (1880-1966) livet igennem på maleriets dekorative kvaliteter. Med den ambitiøse udstilling Farvens kraft er det første gang, at en af Tysklands markante modernistiske kunstnere udstilles i Danmark.
Farverige landskaber, stilleben med kraftige penselstrøg, azurblå vægge og forholdet mellem lys og farve i interiørmalerier, harmoniske farvekontraster, dekorative nøgenstudier og følsomme portrætter er noget af det, man vil opleve i udstillingen Farvens kraft med den tyske kunstner Hans Purrmann. Udstillingen vises i foråret 2019 i Kunstforeningen GL STRAND. Det er første gang, at den anerkendte tyske maler udstilles i en så gennemgribende udstilling i Danmark.
Udstillingen viser et retrospektivt udvalg af Purrmanns værker og sætter dem samtidig i sammenhæng med et udvalg af de kunstnere, han samarbejdede med, lod sig inspirere af eller selv influerede. Det er kunstnere som Max Liebermann, Henri Matisse, Mathilde Vollmoeller, Oskar og Marg Moll samt Hermann Hesse og Emy Roeder, der ligeledes vil kunne opleves i udstillingen.
Udstillingen Farvens kraft kan opleves i Kunstforeningen GL STRAND fra 27. april til 15. september 2019.