Mägi var en dedikeret kunstner, der malede det, han så, følte og lærte på sine rejser. Han udviklede sig som kunstner midt i den blomsterende modernisme i starten af 1900-tallet, og som mange andre kunstnere fra udkanten af Europa, søgte han mod de energifyldte europæiske kunstcentre og fællesskaber. Mägi bosatte sig i flere omgange i Paris, hvor stiftede bekendtskab med værker af kunstnere, som han siden er blevet sammenlignet med blandt andet Kandinsky og Gauguin. Men han kunne ikke male i Paris og fandt sig aldrig til rette i storbyens puls. Det var tilbage og hjemme i den nordiske naturs stilhed og ensomhed, at han malede de gådefulde landskaber frem, der kendetegner ham som kunstner.

Naturen var Mägis primære inspiration. Den var en kilde til styrke og et redskab til at undersøge maleriets potentiale, den menneskelige tilstand og livets mysterium ud over den synlige virkelighed. I stedet for at skabe lighed med den virkelige verden var han optaget af at indfange oplevelsen, følelsen og stemningen af landskabet.

Udstillingen præsenterer et udvalg af Mägis landskabsmalerier, som han malede i Norge, Estland, Frankrig og Italien, sammen med et mindre udvalg af portrætter. Den følger retrospektivt Mägis omfattende og dedikerede arbejde med landskabsmotivet som katalysator for hans fortolkning af de modernistiske stiludtryk. Fra den tidlige og vigtige periode i Norge (1908-1910), hvor han fandt sig selv som kunstner og malede sine symbolistiske landskaber. Fra Estland (1913-1924), hvor hans stil udviklede sig fra det lette post-impressionistiske over til en mere abstrakt og Kandinsky-lignende farvepalet. Fra Italien (1921-1922), hvor både Venedig og Capri lagde motiv til hans pensel og sene produktive periode.