Lee Lozano
The Ultimate Metaphor is a Mirror
Af alle de nytænkende og eksperimenterende kunstnere på New Yorks kunstscene i 1960’erne er Lee Lozano (1930-1999) blandt de mest markante og bemærkelsesværdige. Med en vild og eksplosiv energi, en stærk fallisk symbolik, humoristiske, men også groteske, provokerende og grænseoverskridende motiver, udfordrer hun datidens stereotype forestillinger om køn og krop. Over en periode på blot 12 år skaber Lee Lozano et unikt og omfangsrigt værk bestående af tegninger, malerier og tekstbaserede værker, inden hun på radikal vis skriver sig selv ud af kunstverdenen og endegyldigt forlader New York i 1972.
Udstillingen i GL STRAND er den første præsentation af Lee Lozano i Danmark. Her kan publikum opleve den amerikanske kunstner, der er blevet beskrevet som ’punk before punk’, gennem ca. 115 værker fra perioden 1959-1964.
»Det er vildt nok, at disse tegninger, som er knap 60 år gamle, har en så fantastisk kapow-effekt, der rammer en lige i synet,«
Weekendavisen
»… en unik mulighed for på dansk grund at stifte bekendtskab med en særpræget og ekstrem kunstner, som i de senere år helt berettiget har fået voksende international opmærksomhed.«
Information
Et gennemgående træk i Lee Lozanos praksis handler om at overskride grænserne mellem kunst og liv. Udstillingstitlen The Ultimate Metaphor is a Mirror stammer fra Lozanos private notesbog dateret 1968 og afspejler kunstnerens utrættelige undersøgelser af billedets og kunstens potentiale i sig selv. Lozano synes hele vejen at være på et korstog for at udfordre grænserne – mellem kønnene, mellem den indre og den ydre verden såvel som mellem kunsten og virkeligheden.
Udstillingen i GL STRAND viser værker skabt i perioden 1959-64, der kan beskrives som Lozanos formative år som kunstner. De favner desuden hendes sidste år på kunstskole i Chicago i slutningen af 1950’erne over hendes første fire år i New York. New York er i disse år et kraftcenter for nye kunstneriske bevægelser og undersøgelser af både eksisterende som nye medier, og Lee Lozano bliver hurtigt kendt som en af de nye radikale stemmer. Hun får kontakt med den førende gallerist, Richard Bellamy, hvor tidens eksperimenterende og toneangivende kunstnere som Claes Oldenburg, Andy Warhol og Yayoi Kusama udstiller, og knytter nære venskaber med især Carl Andre, Dan Graham, Hollis Frampton og Sol LeWitt. Lozanos oplevelser af New York, hendes møde med byens kommercielle kunstscene og oplevelser af samfundets generelle magtstrukturer, der ikke mindst skaber ulige forhold for kønnene, er afgørende inspirationskilder for Lozanos forskellige motivgrupper i perioden.
Med udstillingen præsenterer GL STRAND en kunstner, der fra et tidligt stadie søger at afmontere sin tids stereotype kønsopfattelse gennem et ekstremt og intenst billedsprog præget af fragmenterede kroppe, en omfattende brug af falliske symboler og en fascination af værktøj, maskindele, møtrikker og flyvemaskiner. Med en eksplosiv energi skifter Lee Lozano i årene for udstillingens værker hyppigt mellem forskellige stilarter som ekspressionisme, surrealisme og pop-art og mellem udtryk, der favner såvel karikaturens groteske som det klassiske figurstudie.
Under hele udstillingsperioden vises filmen Manual of Arms (1966) i GL STRANDs biograf. Filmen er af Hollis Frampton, som er en af de første Lee Lozano møder efter hun flytter til New York i 1960. Sammen med andre
venner medvirker hun i Framptons tidlige kortfilm der er et formalistisk eksperiment i 14 afsnit, og portrætterer 13 kunstnere og en historiker, der alle enten er hans elsker eller nære venner. Frampton har beskrevet filmen som en oplevelse af en ”’loft’ lejlighed i New York, der er præget af samme mod og klaustrofobiske funk, som gennemsyrede hele perioden.”
