Anette Harboe Flensburg
Også i Arkadien kan du dø
Montanasalen er et ekstraordinært møderum, hvor billedkunstnere i skiftende installationer undersøger rammernes og udsmykningens betydning for mødesituationen. Anette Harboe Flensburg har denne gang skabt nye malerier, der forholder sig til rummets arkitektur og fungerer som åbninger mod en anden, fortryllet verden.
Undersøgelser af rum kendetegner gennemgående Anette Harboe Flensburgs arbejde med maleri. Det gælder også hendes nye værker, der åbner op mod et ydre landskab, som kunstneren opfatter som et arkadisk landskab – et motiv, der gennem tiden har interesseret mange kunstnere som et billede på harmoni og idyl. Med titlen Også i Arkadien kan du dø reflekterer Harboe Flensburg over den aktuelle situation, hvor vores hverdag og verdensbillede helt grundlæggende er blevet forandret og har tvunget os til at genoverveje vores idealer.
”Det må godt virke, som om man går ind i en miniatureverden (som Alice i Eventyrland), der er svulmet op. Som om malerierne er for store til rummet, svære at opleve på afstand og skåret over af borde og stole. Farverne på de tre vægge i rummet er tænkt som en slags fortsættelse af de mørke farvenuancer i malerierne, så overgangene mellem maleri, natur, illuderet arkitektur og reel arkitektur bliver mere umærkelige”, fortæller Anette Harboe Flensburg.
Anette Harboe Flensburg (f. 1961) er uddannet fra Designskolen i Kolding i 1985. Hun har haft en lang række udstillinger både Danmark og udlandet og er desuden blevet tildelt Carnegie Art Award i 2003, Eckersberg Medaillen i 2017 og Ny Carlsbergfondets Kunstpris i 2019.