Psykomobile #1: Verdensuret
Markering af 25-året for udstillingen
For præcis 25 år siden blev GL STRAND sat på den anden ende. Filminstruktør Lars von Trier indtog udstillingsbygningen med Psykomobile #1: Verdensuret og forvandlede udstillingsrummene inklusiv gårdhaven til noget, som de aldrig havde været før. 53 skuespillere medvirkede i det, der var en form for totalteater med 19 scener, hvorimellem udstillingsgæsterne kunne bevæge sig frit, alt imens slagets gang blev styret per distance fra en myretue i El Paso, New Mexico i USA. I anledning af 25-året for udstillingen genbesøger vi dette både kaotiske og øjenåbnende projekt i GL STRAND.
I biografen på 3. sal viser vi dokumentarfilmen De udstillede, som filminstruktøren Jesper Jargil skabte under udstillingen Psykomobile #1: Verdensuretprojektet, og filmen flankeres af en præsentation af still-fotografier fra optagelserne.
I udstillingsperioden fulgte Jesper Jargil de involverede med sit kamera og dokumenterede skuespillernes såvel som sceneinstruktøren Morten Arnfreds anstrengelser for at følge udstillingskonceptets radikale idé og format. Herudover indgår interviews med både Lars von Trier og flere af skuespillerne optaget efter udstillingens ophør. Jesper Jargil bidrog selv til udstillingen som ansvarlig for at sikre levende billeder af myretuen i New Mexico.
Samtidig inviterer vi henover vinteren til såkaldte live-sessions med blandt andet paneldebatter og præsentationer af nye kunstneriske projekter, hvor vi lader os inspirere af netop fænomenet, at tabe kontrol i en tilsyneladende struktureret verden, som kan ses som et billede på kunstfeltets performative og grænseoverskridende udvikling i dag. Hold øje med kalenderen.